Planlæg december nu, hvis du vil have styr på opgaverne og hængepartierne inden det hele lukker ned til jul. Vores hjerne driver nemlig gæk med os. Vi tror, at der er lang tid til. Vi er jo ikke engang i december endnu. Men det passer ikke. Det er fake news og hjernespind og løjer. Vi tror, at vi nok skal nå det. Hvert år. Og hvert år bliver vi overraskede.
24 arbejdsdage tilbage
Fakta er, at der er 24 arbejdsdage tilbage. Og hvis du, som de fleste, kan se frem til december med opgaver og møder svarende til en almindelig, alt for tæt pakket måned, er den sørgelige sandhed, at det ikke kan lade sig gøre. I forvejen er mange lederes kalender så tæt pakket, så det ikke kan lade sig gøre at nå opgaverne og møderne – heller ikke i en almindelig hverdagsmåned. Men det er en anden historie.
Når det kommer til december, er der for eksempel:
Færre arbejdsdage
I december er der 15 arbejdsdage inden jul i stedet for 20-23 i en normal måned. Hvis man har planlagt sit arbejde efter, at man kan nå det, man plejer, er der dømt fiasko på forhånd. Det kan ikke lade sig gøre.
Flere opgaver
Mange har flere opgaver, fordi året skal afsluttes. Og fordi der ofte er for mange opgaver i det hele taget, klemmer de sig sammen når afslutningen af året nærmer sig. Det sidste skal hentes hjem, så regnskabsåret kan lukkes så godt som muligt. De faste møder, der bliver lagt ind i kalenderen, kører automatisk også i december. Og nye møder kommer til, fordi der også skal samles op på det, vi ikke nåede. Derudover kommer de private, familiemæssige opgaver – julegaver og juletræ og brunkagebagning.
Flere arrangementer
Både arbejdsmæssigt og privat er der højsæson for julehygge, julefrokost, julefamiliebesøg og klippe-klistre-arrangementer i skole, børnehave, vuggestue. Forældre og institutioner arrangerer – i bedste hyggelige mening – et stigende antal klippe-klistre-æbleskive-arrangementer, som man selvfølgelig skal deltage i. Mængden bliver ofte bare for stor, især hvis man har flere børn.
Højere forventninger
Endelig er forventningerne ofte højere, når det gælder december. I december, lige som i sommerferien, må man ikke være overbelastet, fortravlet eller stresset. Når december møder ind, lyder det: “1-2-3 Hyg.” Det clasher, hvis for mange opgaver og møder og arrangementer samtidig skal håndteres med fuldt mentalt overskud og ekstra julehyggeglæde.
December kan fikses
Nu har jeg muligvis taget hele juleånden ud af december. Men man kan gøre noget ved det. Og november er det bedste tidspunkt på året at få det fikset. En metode kan være nedenstående, USA:
USA – Udskyd, Slet og aflys
Jeg har i en årrække undervist i og anbefalet individuelle kunder en let huskeregel, som virker, når der er pres på: USA, Udskyd, Slet og Aflys. Det er banalt. Men hvis hjernen skal huske det, når det gælder, skal det være let at huske. Fidusen er at se på sin kalender og tage kritisk stilling til, hvad der kan tages væk. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke kan enten udskyde, slette eller aflyse møder og opgaver den kommende måned. Det kan (skal) man altid, når det gælder ens helbred. Jeg vover pelsen og påstår, at det også kan lade sig gøre, når det gælder december, hvis ens egen eller medarbejdernes juleferie afhænger af det.
En gave i god tid
I artiklen Lettere Ledelse – gode råd til en god juleferie uddyber jeg og kommer med en række tips og tricks og gode råd til ledere, der vil styr på december og komme godt på juleferie. Hvis man som leder selv er god til at planlægge med luft og har styr på, at der ikke er for mange opgaver eller møder, kan det anbefales at tale med medarbejderne. Der vil være nogen, der har brug for en ledelsesmæssig hjæpende hånd til at få sorteret i opgaverne.
Du får her en gave i ekstra god tid. Normalt er den en del af serien Lettere Ledelse – forskning, fakta og gode råd til ledere. Brug den som inspiration, og hvis der er nogle af de gode råd, du kan bruge, så se om det virker. Der er jo god tid 🙂
Download Lettere Ledelse – gode råd til en god juleferie (pdf, 7 sider)
Læs mere:
Se hele serien Lettere Ledelse – forskning, fakta og gode råd til ledere
Få overskud og overblikket tilbage: Ledertrivsel i travlhed – ledersparring
Kom godt fra start i det nye år: Stressbarometer®-koncept til ledergruppen